Fyldig duft, der følges op af en harmonisk og intens smag, fyldt med nuancer af trøfler og chokolade, tilsat et strejf af violer.
Det siges, at enkelte vinbønder i italienske Piemonte stadig taler om en snu og ihærdig vinhandler, som handlede i bakkerne omkring byen Alba i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20.
Han hed Riva Leone og var lidt af en karakter. Efter sigende var hans reaktion, når han smagte en ekstraordinært god vin til en vinsmagning, at spytte den ud og råbe 'Marca Leone!' - et udtryk, som skulle betyde noget i stil med den 'højeste kvalitet'.
Riva Leones entusiasme for vin lever stadig i Piemonte - og med god grund. Her finder man Barolo, Barbera og Barbaresco. Piemonte betyder 'for foden af bjergene' og området ligger da netop også for foden af Alperne, hvorfor der ganske ofte opstår en del tåge.
Det er her, den berømte drue Nebbiolo stammer fra: 'Nebbia' betyder 'tåge'. Alperne tager også de værste, kolde vinde fra nord, samtidig med, at bjergene tillader kølende briser om sommeren. Druerne får med andre ord lov til at modne langsomt under forholdsvis regulerede forhold.